Denne opskrift er fra Markus Grigos bog “Grigos hjemmebag”, og svarer til 1 portion.
Du skal bruge:
1 vaniljestang
5 dl sødmælk
80 rørsukker
6 æggeblommer
40 g majsstivelse (maizena)
Sådan gør du:
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland en smule rørsukker med vaniljekornene, så de bliver delt ud.
- Kog mælken op sammen med halvdelen af sukkeret, vaniljestangen og kornene. Pisk ikke i mælken, mens den er på konfuret (sukkeret forhindrer den i at brænde på), men først, når mælken koger.
- Pisk æggeblommerne skummende med en håndmixer sammen med resten af sukkeret og majsstivelsen. Der må ikke være klumper i æggesnapsen.
- Når mælken koger, tilsætter du den i æggesnapsen lidt ad gangen, mens du pisker. Kom det hele tilbage i gryden. Sæt gryden tilbage på konfuret. Pisk nu grundigt i cremen, mens du varmer den op igen. Det er meget vigtigt hele tiden at piske, så den ikke skiller.
- Sigt den varme creme ned i en skål og smør den glat med en dejskraber eller lignende.
- Hvis ikke cremen skal bruges lige med det samme, kommes den i en skål. Kom husholdningsfilm over, og sørg for at den ligger helt ned mod cremen. Det forhindrer den i at trække skind. Afkøl cremen i køleskabet.

















